Nu skal det hele jo ikke kun handle om sukker-betrukne kager, når nu der findes så mange andre skønne, himmelske kager.
Denne kage oser af sommer og sol og smager skønt. Du kan anvende de bær du bedst kan lide. Til denne kage har jeg anvendt blåbær, jordbær og hindbær.
Mandel kage med creme og bær
(passer til springform på ca. 24 cm)
Mandelbund
200 g rørsukker
3 store æg
200 g mandler
Vaniljecreme
1½ dl piskefløde
3 spsk flormelis
Korn fra 2 fede vaniljestænger
1½ dl creme fraîche 38%
Derudover friske bær, f.eks. blåbær, jordbær og hindbær
Mynte- eller citronmelisse blade som pynt (kan udelades)
Mandelbund:
Pisk rørsukker og æg sammen til en tyk creme. Mal mandlerne i en blender eller hak dem fint. Vend mandlerne i æggemassen. Smør en springform i bunden og på siderne og klip et stykke bagepapir ud, så der passer i bunden. Hæld dejen i formen og bag den ved 175 C i 30-35 minutter. Lad kagen blive kold i formen på en bagerist.
Cremen:
Pisk fløden til skum. Sigt flormelis i flødeskummet og vend det i sammen med kornene fra vaniljestængerne. Vend creme fraîchen i. Fordel cremen på den kolde kage.
Før servering fordeles bærrene på kagens top og der pyntes med mynte- eller citronmelisse-blade, der stikkes ned mellem bærrene.